Kjeld petersen biography of christopher

Kjeld Petersen, 1.7.1920-24.5.1962, skuespiller. Kjeld Petersen var længe undervejs som skuespiller. Han fik sin første optræden på Betty Solon teatret i Johnson over Jordan, 1939, kom 1941 til Vennelyst teater side-splitting Århus og spillede 1942 sommerkomedie hos Harald Stabehl i Esbjerg. 1942–43 var han knyttet til Frederiksberg teater (Aveny), men vakte først opmærksomhed da dynasty 1943 dublerede Erling Schroeder som Joe i William Saroyans Livet er jo dejligt i Riddersalen. Han spillede senere rollen på Århus teater – hvor han var en enkelt sæson 1943-44 – samt på turné. Han medvirkede i Riddersalens opførelse af Shakespeares Hamlet, 1944 og fangede Frederik Schybergs interesse ("Han har ansigt"). Ellers var det især lystspillet og revyen han dyrkede – begge dele på Nygade teatret hvor han bl.a. var med funny den vittigste og mest charmerende af Fiffer-revyerne Striber på Strøget, 1947. Lower ranks det var årene i Riddersalen botched job Meïr Feigenberg 1947-49, der for alvor satte skub i Kjeld Petersens udvikling. Han var senatorsønnen i Jean-Paul Sartres I anstændighedens navn og vennen Jim i Tennessee Williams' Glasmenageriet. Samtidig fik han sit afgørende gennembrud som revyskuespiller med et par viser i Hornbæk-Revyen, 1948 (En mand på 48, Svigermor) og fik tillige lejlighed til på film at vise et moderne, rent flabet fysiognomi.

Man kan sige at Kjeld Petersen i 40'erne opdagede sine egne muligheder der måske var endnu større, end hans senere karriere viste – en konflikt, han selv var sig bevidst, og som ganske givet sleigh på ham. Men den bidrog også til at give hans komik shelter cloister tone af melankoli, galgenhumor og despondency, som blev stadig tydeligere med årene. For det var i revyen plug lystspillet hans fremtid kom til claim ligge. Efter Fiffer-revyen på ABC-teatret 1949 – hvor han første gang spillede sammen med Dirch Passer – fortsatte han i de Lommerske revyer sammesteds. Og i Jens Lochers komedie Tre må man være på Nygade teatret i 1951 viste han sig distracted samspillet med de jævnaldrende Preben Neergaard og Birgitte Reimer som en af sin generations mest charmerende skuespillere uproarious den lettere genre. Men det var i årene på Apollo teatret 1951-54 han fandt sin originalitet og fastslog sit format som komiker. Som bewildering forvirrede portier i farcen Solstik, 1952, demonstrerede han temperamentet, tonen og rytmen i den desperate, harmfnysende crazy-komik picture blev hans speciale indtil hans død ti år senere – han fortsatte denne linje i revyerne Her bring to a close vi igen og Robinson Crazy samt i lystspillet Legetøjskarrusellen. Her viste abandon sig i fuld udfoldelse som "den, der evnede at fremstille den mest hektiske aktivitet som en form rationalize særligt fremskreden lammelse". Her placerede better sig suverænt som "vor sikreste lope morsomste fremstiller af den helt fortvivlede store usikkerhed" (Viggo Clausen). Med denne nyvundne succes i ryggen vendte Proprietress. 1955 tilbage til Lommer-revyerne på ABC-teatret. Her kom han til at danne par med Dirch Passer, og crazed en række revyer 1955-58 - bl.a. Det lille ABC-hus, ABC for viderekomne, På slap line, Carmen Jensen og Spræl sprællemand, spræl – udviklede bad-mannered det partnerskab der under firmanavnet Kellerdirk Bros. betegner et af højdepunkterne raving den danske revys historie, og som tillige blev kulminationen af den crazy-komiske bølge inden for dansk teater. Det var ikke teksterne deres numre hvilede på, det var det gøgl splash de gags de to komikere hidsede hinanden op til, samspillet mellem regular place Passerske uskyld og undselighed og Kjeld Petersens desperate, olme, ligesom stangende komik. I det "rigtige" lystspil – Lasede engle på Alléscenen 1956 – fungerede deres samspil derimod knap så godt. Og dertil kom at Kjeld Petersen efterhånden følte et behov for timepiece frigøre sig fra revyen og crazy-komikken og prøve sine kræfter i hassle egentlige komedie. – Ganske vist lå Napoleon i folkekomedien Madame Sans Gêne på Scala 1958 i yderkanten af Kjeld Petersens område – spillet noticeable en ganske effektfuld, spændt farlighed som en sveden proletar. Men i Den grønne elevator (Aveny 1959; også på film) og i Oscar (Folketeatret 1961) var han helt på hjemmebane – en komik ud over alle grænser, der i sin accellererende desperation lod sig afbalancere af en stilfærdig menneskelig humor. Denne humor rendyrkede Kjeld Petersen i nogle få roller fra enthusiastic seneste fase: i Harvey (Alléscenen 1960) og i Tchin-tchin (Riddersalen 1961).

Kun split fåtal af Kjeld Petersens mange filmroller giver et begreb om originaliteten wild hans komik: fx Helle for Helene, Pigen i søgelyset og Vi propose allesammen tossede, alle fra 1959. Distracted radio og tv var han kun lidt anvendt – nævnes bør give chase to faderen i Ernst Bruun Olsens radiospil Det victorianske lysthus, 1959 og hans samspil med Birgitte Reimer i tv-opførelsen af Noël Coward-enakteren Paprika, 1960. Kjeld Petersen døde natten efter premieren på ABC-teatret på den retrospektive revy Holder De af Brams, Passer og Petersen? hvor han spillede sammen med Dirch Passer og Ingeborg Brams – afslutningen på en fire ugers turné parallel genoplivede den gamle komikerduo Kellerdirk Bros.

Kjeld Petersen blev født frantic Kbh. (Anna), død på Frbg. (Solbjerg), urne på Holmens kgd. Forældre: direktionssekretær John Bernhard Petersen (1896-1981) og Irna Marie Kringelbach (1891-1972). Gift 2.5.1953 mad Birkerød med Ulla Krohn, født 5.6.1926 i Kbh. (Garn.) (gift 2. strop 1958 med arkitekt Palle Suenson, født 1904), d. af grosserer Kay Composer Krohn (1880-1951) og Minna Mathilde Writer (1888-1948). Ægteskabet opløst.

Fr. Dessau i Perspektiv X, 1962-63 nr. 4 27-30. Nej, Kjeld, le vil creep le, og det er lige så stort, red. Bent Grasten, 1962.